Brumlebys historie

16610_10152365223732138_9152318674897450596_n

Brumleby, tidligere Lægeforeningens Boliger, der ligger på Østerbro i København, blev opført 1853-72. Boligerne er opført på initiativ af Lægeforeningen efter koleraepidemien i 1853. Arkitekterne var Gottlieb Bindesbøll (blokkene A-H, 1853-57) og Vilhelm Klein (blokkene J-S, 1866-72).

Husene er opført i fire rækker som aflange længer i to etager, holdt i hvidt og okker med skifertage. Det banebrydende i planlægningen var de mange friarealer og fællesfaciliteter, vaskehuse, forretninger, badeanstalt, sløjdskole m.m.

Bebyggelsen var beregnet for mindrebemidlede, lejlighederne meget små (ca. 25 m2) og som regel beboet af familier med mange børn. Bebyggelsen omfattede en af Danmarks første brugsforeninger (1868).

 

Fra slutningen af 1960′erne, da også unge og studerende flyttede ind, var Brumleby truet af nedrivning. Bebyggelsen, som er et tidligt og forbilledligt eksempel på socialt boligbyggeri i Danmark, blev 1992-96 gennemgribende saneret ved arkitekten Gehrt Bornebusch i samråd med beboerne.

 

Lejlighedernes størrelse varierer efter saneringen i en størrelsesorden fra 35 til 110 kvadratmeter og det lykkedes desuden beboerne at bevare områdets formålsparagraf: billige boliger for lavere indkomstgrupper.

Arkitekturteoretikeren Hans Helge Madsen beskriver i Brumlebys Historiebog (1979) bebyggelsens arkitektur, den filantropiske bestræbelse og beboernes seje kamp for at bevare området i pagt med dets grundidé.

1517989_10152330773495040_1228980438700142371_o

Brumleby for 100 år siden

1519710_10152330774225040_7010910903212168786_o

Brumleby i dag

 

Brumleby er optaget i Kulturkanon.

 

Comments are closed